Sommaren 1844 oppheldt Ivar Aasen seg i Skånevik. Han skulle studera dialektane i Sunnhordland, og kontaktmannen hans der var Nils Vad frå Vad i Etne. Han vikarierte som lensmann i Skånevik på den tid. Ivar Aasen og Nils Vad var 31 år gamle (begge fødde 1813). Ein søndag i august tok Nils Ivar med på ein tur til fjells på Postvegen. Han ville visa heimbygda, og Ivar Aasen skreiv i boka «Reise-erindringer» etterpå:
Det i Syd for Skaanevig beliggende Præstegjeld Etne havde jeg ofte hørt omtale som en overmaade smuk Egn og som det vakreste Landskab i det Vestenfjeldske. Jeg havde derfor Lyst til at see denne Egn, og paa en vakker Dag i August foretog jeg i Selskab med Lensmand Vad en Fjeldreise i denne Hensigt. Postveien fra Skaanevig gaar nemlig tvært over en Fjeldryg, og fra Høiden af denne har man da en bekvem Udsigt over denne virkelig smukke Egn. Etne bestaar for en Deel af en meget bred og flad Dal, omgiven af lave Fjelde og gjennemstrømmet af en stor Elv, som i flere Krumninger slynger sig ned igjennem den vel opdyrkede og tætbebyggede Slette. Mange store Gaarde ligge i denne Dal, hvoriblandt et Par som ere historisk bekjendte, nemlig Gjærde og Støle eller Studla. Her er desuden ikke mindre end tre Kirker, som staae i kort Afstand fra hverandre. Man har Ret i at rose Etne som en meget behagelig Egn; da det imidlertid mangler Skov, synes mig Vossevangens Omegn at være smukkere.